Ingredienser
Sådan gør du
Grillen:
- Gør grillen klar ved at tænde for indirekte varme - dvs. at du tænder for brænderne i de områder, hvor du ikke vil placere din skinke. I vores tilfælde har vi 4 brændere, så vi tænder for de 2 yderste brændere og slukker for de 2 inderste brændere.
- Grillen skal være omkring 150-160 °C.
Tilberedning på rotisseriet:
- Gør skinken klar ved at pakke den ud af både plastik og det stofnet, som er bundet om den. Vær forsigtig, da nettet godt kan sidde godt fast.
- Rids skindet på skinken i tern med en skarp kniv.
- Kom skinken på rotisseri-spyddet, og sæt gaflerne fast, så skinken sidder godt og sikkert.
- Sæt rotisseriet med skinken fast i motoren på grillen og start den.
- Læg gerne en foliebakke under skinken, så fedtet kan opsamles. Det er især en god ide, hvis du har en mindre grill, hvor brænderne under skinken bliver nødt til at være tændt for at opnå den rigtige temperatur. I så fald skal du hælde vand i foliebakken. Men uanset om du kører direkte eller indirekte varme, så er det en god ide med en foliebakke under kødet, så grillen ikke bliver fedtet til.
- Lad skinken snurre på rotisseriet i ca. 2½ time til kernetemperaturen er lige under 60 °C.
Færdiggørelse:
- Bland sennep og farin godt sammen i en skål.
- Smør skinken godt ind i blandingen - det kan nemt gøres, mens den drejer rundt på rotisseriet.
- Hvis du har en bagbrænder, så tænd for den nu og sluk for hovedbrænderne. Temperaturen i grillen skal være omkring 200 °C. Hvis du ikke har en bagbrænder, så kan du nøjes med at skrue op for varmen på de brændere, som du allerede har tændt.
- Giv skinken yderligere 20-25 min. med glaseringen på, og tjek halvvejs om der eventuelt skal mere glasering på.
- Når skinken er færdig, skal den trække i ca. 10 min. og derefter er den klar til at tages af spyddet.